Det nye spot på http://kitemekka.dk måtte afprøves, og vi blev meget begejstrede!
Herligt fladvands spot med lavt vand flere hundrede meter ud. Det var ganske vist lavvande, og vind omkring 8-10 m/s da vi var der, og det var helt perfekt til mig.
Virkede rigtigt godt i V/NV vind.
[nggallery id=16]
Højvande, så det var meget svært at gå ret langt ud.
Men jeg fik da øvet lidt self-launch.
[nggallery id=12]
Vinden var 9-11 meter i sekundet – perfekte forhold!
[nggallery id=15]
Så er der kommet billeder online fra skiferien i Sölden. På billederne ses udover Rita og jeg selv, Gert, Svend, Susanne, samt guiderne fra Danski. De er taget med mit mobilkamera, så opløsningen er ikke noget at prale af. Skulle du være interesseret i at se nogle af dem i bedre opløsning, så smid en kommentar, så skal jeg lægge den bedst mulige kvalitet op. Dog er billedet af min bare mås ikke muligt at gå i bedre opløsning!
Se billederne under fanebladet “Skiferie Sölden 2010”
Jeg er kommet hjem efter at have gennemført Berlin ½-maraton i tiden 2:05:55
Jeg havde inden løbet en drøm om at gennemføre det indenfor 2 timer, men jeg måtte erkende at jeg ikke helt nåede dette mål. Derfor var det med ambivalente følelser jeg løb over målstregen – på en gang super glad og stolt over at have gennemført løbet, og samtidig ærgelig over at have misset mit mål.
Ikke desto mindre var det en fantastisk tur til Berlin med Århus 1900. Vi ankom fredag aften til Hotel Bogota, og efter at have fået lidt aftensmad, gik vi relativt tidligt i seng. Om lørdagen havde vi ca. 22 grader og dejlig solskin, så dagen blev tilbragt med at gå rundt i Berlin og nyde byen. Der er virkelig meget at se i Berlin, og vi nåede kun en brøkdel af det, så det er bestemt ikke sidste gang vi har været der. Vi deltog også i en bustur arrangeret af Århus 1900, hvor vi kørte rundt til de forskellige attraktioner. Undergrundsbanen blev også benyttet, så jeg kunne spare lidt kræfter til søndagens løb.
Ruten i Berlin er en meget flad rute, stort set uden stigninger af betydning. Det er et meget stort løb, og i år var der over 21.000 løbere. Derfor er det også nødvendigt at komme op til sin startplads i god tid, så man ikke skal overhale for mange under løbet – en ting jeg desværre fandt ud af på den hårde måde i år. Det skal dog ikke være undskyldningen for min tid, som jeg ikke kunne have gjort meget bedre i år. Jeg glæder mig allerede til næste år….
Så blev det torsdag. Vi nærmer os en uge siden NC døde, og det er blevet nemmere at have med at gøre. Jeg var ved krise psykolog i går, da jeg bragede ned til middag. Jeg kunne ikke længere holde ud at være hjemme, og en af mine kolleger kom og hentede mig. Det var rart at jeg ikke skulle køre selv, for jeg var både svimmel af min sygdom, og så ked af det, at det var svært at se klart. Vi kom ud og fik lidt at spise inden vi gik ned på kontoret. Det var rart at komme derud lidt, også selvom jeg ikke havde det ret godt. Jeg sad ved siden af hans bord og slappede lidt af. Bente og Gitte havde bestemt sig til, at jeg ikke kunne vente på psykolog til på fredag, så uden at spørge mig, var de gået igang med at finde en til mig samme dag. Bente måtte ringe flere steder hen, men fik til sidst fat på en psykolog i Risskov. Der kørte Gitte mig så ud, og jeg fik en samtale med hende i en god times tid. Det var dog lidt ligesom når man endelig kommer til læge – da jeg kom derud var jeg i rimeligt humør. Men det var nu alligevel fint at få taget hul på. Jeg kunne mærke at det var nemmere at fortælle om oplevelsen, og jeg fik lidt information om hvad det er for nogle stadier jeg er på vej igennem. Vi aftalte også at jeg skulle skrive et brev til NC, så det er jeg så småt gået igang med. Jeg er dog ikke helt tilfreds med det, da jeg ikke helt syntes at mine ord dækker godt nok. Men det kommer nok hen af vejen. Jeg skal ud til hende igen på mandag, og der bliver jo så også bisættelsen at snakke om. Det bliver det næste svære punkt i denne historie…
Søndag fik jeg at vide at han var død. Det var uvirkeligt, jeg havde jo lige været sammen med ham til fest, og nu skulle jeg også snart ind og se hans lille baby. Jeg kunne ikke forstå det. Der måtte være tale om en fejl. Han ville da aldrig gå på skinnerne – det var han alligevel for klog til.
Søndag aften græd jeg. Det begyndte allerede på vejen hjem fra min storebrors fødselsdag. Jeg husker ikke hvem jeg snakkede med. Jeg forsøgte stadig at fatte det. Men jeg fattede det ikke.
Mandag morgen var grim. Jeg havde ikke rigtigt sovet. Jeg havde nogle frygtelige billeder i hovedet af, hvordan man ville se ud hvis man havde været i ulykken. Jeg græd da jeg vågnede. Jeg håbede stadig at det var en fejl, og jeg ville møde ham på kontoret. Jeg tog et bloklys med ud. Det var hvidt – sådan skulle det være, for sådan var han. Han så altid lyst på tilværelsen, også når den gik ham imod.
Dorthe var på kontoret. Jeg ænsede hende næsten ikke for min egen sorg. Hun var selvfølgelig også knust, og jeg fik givet hende et kram, og så brød jeg sammen igen. Vi gik sammen op på kontoret, og Bente sad på hendes plads over for ham. Men han var der ikke. Vi fik snakket og tudet, og så begyndte folk at snakke arbejde. Det kunne jeg ikke rigtigt. Men sådan reagerer man jo forskelligt. Jeg ville kun tænke på ham og hans familie – intet andet var vigtigt for mig.
Tirsdag var det lidt nemmere. Jeg græd stadig da jeg vågnede, men jeg havde i det mindste sovet et par timer. Men i drømmende var han også med. Ganske vist ikke som ham selv, men i skikkelse af andre, som gjorde dumme ting. Hvor ville jeg dog ønske at jeg kunne forhindre folk i at gøre så dumme ting. Jeg tændte hans lys da jeg kom. Jeg ville ønske at det kunne brænde evigt, men vi er nødt til at puste det ud når vi går hjem. Jeg fik bestilt tid til psykolog på fredag. Jeg ved at det er godt for mig. Det er ikke nok at skrive her.
Jeg fik ondt i halsen. Jeg slog den hen med at det nok var fordi jeg havde grædt så meget, men natten til onsdag blev det værre. Onsdag morgen havde jeg feber, ondt i halsen, og snottet. Jeg ved ikke om det er fordi jeg græder snot, eller om jeg rent faktisk er snottet også. Det er nok en fin kombination. Jeg savner ham så frygteligt. Gitte skrev om jeg havde nogen at være sammen med, men jeg svarede at jeg klarede mig fint alene. Det har jeg jo gjort i flere år. Men det er svært at sidde her og intet kunne gøre. Jeg kan heller ikke gøre noget på kontoret, men alligevel føler jeg at jeg gør mindre herhjemme. Jeg tager nok ud og drikker en kop te lidt senere. Så må feber være feber….
Jeg drømte mig en drøm i nat. Heldigvis for det, for det betyder jo så at jeg har sovet. Drømmen kom dog først i de sidste timer af natten, efter jeg havde været vågen fra klokken 4 til 5.
Jeg husker ikke præcist hvordan drømmen startede, men jeg kom ihvertfald op i min gamle lejlighed i Grønnegade. Da jeg kom op til hoveddøren, stod den åben. Jeg må have fornemmet at der var noget galt. Jeg gik ind og kaldte på Møffe. Døren ind til stuen var lukket, og selvom jeg var nervøs, gik jeg hen og åbnede den for at se ind. Der var ingen i stuen, men der var temlig rodet. Døren ud til badeværelset stod på klem, og jeg havde på fornemmelsen, at der stod en person bag bruseforhænget. Jeg fandt en stor mingvase i stuen, og gik ud og kastede den i hovedet på vedkommende. I samme øjeblik blev der skudt efter mig, og jeg løb ud af lejligheden, og styrtede ned af trapperne. Jeg løb over karreen, og igennem en port til den næste gade, hvor jeg gemte mig. Fra mit skjul kunne jeg se banditterne komme ned, og køre væk i en Fiat Punto. Jeg gik omkring karreen, og kom forbi en masse cafeér, hvor folk sad og hyggede sig med drinks og musik. Jeg forstod det ikke, når der nu var banditter i området, som kun ville os det ondt. Jeg kom forbi en smadret dør, og udenfor stod et par som var i gang med at ringe til politiet. De var også blevet udsat for tyveri. Jeg fortsatte min tur tilbage til min bil i gården i Grønnegade, og på vejen kom jeg forbi flere der var blevet slået, eller bestjålet. Jeg ringede også til politiet, men de sagde blot at de allerede var i området. Jeg kunne dog ikke se en betjent nogle steder, på trods af de mange ulykker. Da jeg kom op til gården, var den helt tom for biler. Banditterne havde stjålet dem alle sammen. Jeg fandt min nøgle frem, og trykkede på låse knappen. En bil blinkede længere oppe af gaden, jeg løb derop, men blot for at finde ud af, at det ikke var min bil. Jeg gik derefter forvildet rundt, og trykkede på nøglen, i håb om at finde bilen et sted, men den var helt væk.
Jeg husker ikke hvordan, men pludselig lykkedes det mig at få fat i en af banditterne. Han var en høj ranglet fyr, men selvom han var større end mig, lykkedes det mig i min vrede tilstand, at få ham ned at ligge i gården. Jeg var så vred på ham, og det fik jeg fortalt ham, så han kunne forstå det. Da politiet endelig kom og overtog, listede jeg mig også til at nive ham og sparke ham. Han skulle lære at det var så absolut forbud at gøre folk så ondt. Og han havde gjort både mig og mine venner ondt. Herefter vågnede jeg.
Jeg har mistet min gode kollega Niels Christian. Han døde uden at jeg kunne gøre noget ved det i fredags efter vores julefrokost. Men hvor ville jeg dog ønske at jeg kunne have gjort et eller andet. Nu har jeg kun smerten og sorgen….
Så er jeg igen på vej til Liatuen, og til lejligheden i VIlnius. Jeg glæder mig til at komme tilbage igen. En anden ansat på kontoret sagde engang, at hun savnede Danmark når hun var der, men omvendt savnede hun Vilnius når hun så var i Danmark. Jeg har faktisk haft det på samme måde her i weekenden, så nu tager jeg 4 uger inden jeg igen kommer hjem på weekend.
I Danmark har jeg nået at få hentet mine nye bordplader. Jesper kom i formiddag, og sammen kørte vi ud for at hente dem. Det var med en vis nervøsitet at vi fik dem moslet op i bilen. Tak for kaffe sådan noget Italiensk granit vejer meget. Jesper havde bygget et par fine rammer til de store plader, så de var godt beskyttet under transporten, men jeg var nu alligevel nervøs for, om vi skulle ende med at knække en af pladerne. De kostede jo en bondegård. Da vi kom tilbage til ejendommen, viste det sig at den udvendige elevator var meget optaget om mandagen. Så jeg kunne først låne den mellem 13 og 14. Klokken 14 skulle jeg jo helst ud af huset for at nå mit tog, så det var i sidste øjeblik. Det var et knokkel at få dem op, men med hjælp fra Flever og Jesper gik det til sidst. Jeg havde endda tid til en etagevask, inden jeg susede ud af døren for at få mit tog.
Der har iøvrigt ikke været så meget om motion i Litauen i de sidste indlæg, men jeg går fortsat i motionscenteret. Jeg ved ikke helt om jeg fortsætter i det en måneds tid mere, eller om jeg istedet begynder at løbe i naturen. Det er jo begyndt at blive mørkt om aftenen, og så er jeg ikke så vild med at løbe i Vilnius, så det kan godt være at jeg alligevel forstætter på det røvsyge løbebånd, hvis jeg kan overtale Rita til at tage med mig.
Men alt ialt har jeg det godt. Jeg nyder livet i fulde drag, så i behøves ikke at være nervøse for mig 🙂
I denne weekend har vi haft fri her i Vilnius. Der er kommet lidt mere ro på arbejdet, og der har ikke været det store behov for at arbejde hjemme om aftenen i denne uge. Vi skal dog have forberedt lidt arbejde til i morgen i løbet af i dag.
Fredag aften havde vi inviteret alle vores medarbejdere “hjem” i vores lejlighed. Vi havde været på den store indkøbstur, og havde købt ost, pølser, øl og vin, så vi kunne hygge os lidt i hinandens selskab. Vi havde inviteret gæsterne til klokken 19, og da arbejdsdagen først slutter klokken 17, var det ikke langt tid vi havde til at forberede os. Jeg nåede også først i bad, ganske få minutter før de første gæster kom, men det skulle altså til.
Vi havde en hyggelig aften med masser af vin, spil på min medbragte Nintendo Wii, musik og også en enkelt dans. Og så var der masser af uformel snak, som fik rystet selskabet godt sammen. Det var rart at være sammen med kollegerne uden at alt gik op i arbejde. Gitte gik i seng omkring midnat, og lidt efter fik jeg sagt farvel til de fleste gæster. En enkelt valgte dog istedet at blive natten over 😉
Lørdag vågnede vi så op til tømmermænd. Et kig ind i stuen afslørede et frygtelig svineri med rødvinspletter på gulvet og i møblerne, tomme flasker, madrester, chips, glas og skidt over det hele. Jeg havde mest lyst til at gå i seng igen og lade som ingenting, men da Gitte stod op, valgte jeg alligevel at hjælpe med oprydningen på trods af mine tømmermænd. Vi fik det relativt hurtigt klaret, og så kunne jeg gå tilbage i sengen, imens Gitte gik en tur på shopping. Resten af eftermiddagen tilbragte vi i sengen, indtil Gitte igen kom hjem. Så var det op og i bad, og derefter gik turen ud til Anders, som meget venligt havde inviteret os hjem til mad hos ham og hans kone. Der var fint dækket op, med hjemmelavet mad til den store guldmedalje. Min appetit svigtede dog, så jeg nøjes med ganske lidt mad. Så kan jeg måske lære at undlade at drikke så meget dagen før.
I dag har vi fået brunch med æg og bacon, og nu skal vi lige have sat endnu en vaskfuld tøj over, og så afsted til Akropolis (Shoppingcenter). Vi skal have købt en ekstra dyne, som kan benyttes af min overnattende gæst, Gitte’s mand, og min far når han kommer i næste måned.