Så blev det torsdag. Vi nærmer os en uge siden NC døde, og det er blevet nemmere at have med at gøre. Jeg var ved krise psykolog i går, da jeg bragede ned til middag. Jeg kunne ikke længere holde ud at være hjemme, og en af mine kolleger kom og hentede mig. Det var rart at jeg ikke skulle køre selv, for jeg var både svimmel af min sygdom, og så ked af det, at det var svært at se klart. Vi kom ud og fik lidt at spise inden vi gik ned på kontoret. Det var rart at komme derud lidt, også selvom jeg ikke havde det ret godt. Jeg sad ved siden af hans bord og slappede lidt af. Bente og Gitte havde bestemt sig til, at jeg ikke kunne vente på psykolog til på fredag, så uden at spørge mig, var de gået igang med at finde en til mig samme dag. Bente måtte ringe flere steder hen, men fik til sidst fat på en psykolog i Risskov. Der kørte Gitte mig så ud, og jeg fik en samtale med hende i en god times tid. Det var dog lidt ligesom når man endelig kommer til læge – da jeg kom derud var jeg i rimeligt humør. Men det var nu alligevel fint at få taget hul på. Jeg kunne mærke at det var nemmere at fortælle om oplevelsen, og jeg fik lidt information om hvad det er for nogle stadier jeg er på vej igennem. Vi aftalte også at jeg skulle skrive et brev til NC, så det er jeg så småt gået igang med. Jeg er dog ikke helt tilfreds med det, da jeg ikke helt syntes at mine ord dækker godt nok. Men det kommer nok hen af vejen. Jeg skal ud til hende igen på mandag, og der bliver jo så også bisættelsen at snakke om. Det bliver det næste svære punkt i denne historie…
Kategorier
