Kategorier
Lidt af hvert

Gaaab!

[singlepic=27,320,240,web20,left]Jeg er træt!

Jeg har morgenvagt i denne uge, så det betyder at mit vækkeur ringer klokken 05:45. Jeg plejer at udskyde det i yderligere 9 minutter, men inden klokken 6 skal jeg altså op. Plys er ellers ikke meget for at jeg forlader sengen, men der er jo ingen vej uden om. Det er nu ikke lysten der driver værket for tiden. Måske er det fordi vi er på vej ind i den tid på året, hvor jeg ikke får den nattesøvn jeg har brug for. Jeg er begyndt at bruge min astmaspray igen, og det varer jo gerne indtil naturen igen bliver dækket af et dejligt hvidt lag sne. Jeg burde bo på Nordpolen.

De sidste dage… Fredag gik med at mødes med mine gamle kolleger. Jimi, Claus, John og Palle var alle mødt op nede hos Jimi og Heidi, og vi hyggede os med grill og øl i haven. Der er nu noget lækkert ved at have sådan en have, men for dælen hvor er der også meget arbejde ved det. Det er dog mit indtryk at Jimi nyder at pusle i hans have, så den fremstod noget så fin og nydelig. En stor bålplads var det også blevet til, så da mørket faldt på i fredags, stod den på bål og snak om gamle dage bagerst i haven. Senere fandt jeg ud af prisen på en taxatur fra Nølev over Odder til Viby ikke var så billig som tidligere år. 408,- var prisen – så var det vist også betalt!

Lørdag stod den på tømmermænd, som dog ikke var så slemme som de plejer at være. Jeg havde ellers drukket godt igennem, men det må have været nogle gode drikkevarer. Sidst på eftermiddagen fik jeg besøg af et par gode venner fra Esbjerg. Det har ellers ofte været mig der har besøgt dem, da de ikke har haft bil. Men nu havde de fået den fine Opel Kadet, med et monster anlæg i, der kunne overdøve larmen fra den gamle motor. Det var rigtigt rart at se dem i Århus, også selvom jeg godt lige kunne have sovet et par timer mere.

Løb blev det ikke meget til i sidste uge. Jeg har dårlig samvittighed, men det nytter bare ikke rigtigt noget når jeg har aftenvagt. Jeg burde måske tage mig sammen til at løbe om dagen istedet, men jeg ved med mig selv, at det ikke lykkedes for mig. I går skulle jeg også have løbet, men der havde vi endelig fundet en dag til vores kortklub, så jeg måtte igen holde mig fra turen. Men i morgen skal det være. Ellers kommer jeg jo aldrig til ½-maraton…

Kategorier
Lidt af hvert

Afløbsrens

[singlepic=12,140,80,,right]Jeg troede egentligt at afløbsrens var til at rense afløb. Når man læser på brugsanvisningen, skal der blot hældes ½ liter i afløbet, og så skal det stå noget tid, inden der skylles godt igennem.
Da det havde stået nogle timer i afløbet i min køkkenvask i går, prøvede jeg at skylle igennem med varmt vand. Men ak, det endte blot nede i min opvaskemaskine istedet. Det var komplet umuligt at få noget ud igennem afløbet, så der var ingen vej udenom – i dag måtte jeg hjem og skille det ad, for at finde ud af hvor det gik galt. Jeg var noget nervøs for at møde en rotte da jeg trak gummihandskerne på, men det skulle vise sig, at det “blot” var en stor ulækker fedtprop i starten af mit afløb. Gad vide hvor alt det fedt kommer fra?

Da jeg havde fået det samlet igen, begyndte det at klø over det hele. Først på armene, så på benene, og jeg begyndte at få røde knopper i hovedet. Jeg går ud fra at det er mine lyserøde gummihandsker jeg ikke kan tåle. Pokkers, for jeg var faktisk ret sexet med dem på *FNIS*
Nå, jeg må nøjes med mine andre lyster, og så droppe latex for fremtiden.

Jeg har fået opdateret min side nu, så man kan se andre bloggers seneste opdaterede sider her på min side.
Se mere på http://bentschierff.dk/?page_id=21 eller klik på “Andre blogs” i menulinien. Mangler jeg din blog, så send mig gerne et link til dit RSS Feed!

Kategorier
Lidt af hvert

Velkommen

Velkommen til bentschierff.dk

Jeg er i gang med at opbygge siden, og den kan derfor forekomme lidt rodet pt.

Med tiden skulle den gerne erstatte min nuværende blog http://blog.tv2.dk/nyt_liv samt mit motionssite http://cscmotion.dk

Bent