Kategorier
Lidt af hvert

Av for den da…

Så er dagen ved at gå på hæld, og jeg kan se tilbage på hvordan mine planer gik. Jeg kom da op til tiden, og jeg var også på sygehuset i fin tid til min scanning. Jeg tror jeg var den første på afdelingen, der var ihvertfald ret tomt i venteværelset, og der var endnu ikke kommet lys i deres fine akvarium.
De har efterhånden fået akvarier ret mange steder på Århus Sygehus, og det er en rigtig god idé. Det virker meget beroligende at sidde og kigge på fisk – ihvertfald på mig.

Efter jeg fik drukket min kontrastvæske, var det tid til scanningen. Jeg fik igen udleveret en beskyttelsesskal til mine ædlere dele, men der var desværre ikke nogen af de søde sygeplejersker der ville hjælpe med at få den til at sidde korrekt *S*
Kort efter var det hele overstået, og jeg var på vej hjem efter min pc, og så afsted til arbejdet. Nu er der så bare at vente 1 uge, og så skal jeg op og have resultatet.

Efter arbejde skulle jeg så ud og løbe rundt om Brabrandsøen. Jeg var nok en lille smule nervøs for hvordan det ville gå, for jeg løber jo gerne for stærkt når jeg løber alene. Jeg havde dog fået mit ur tilbage, så jeg kunne holde øje med tempoet. Det startede også for hurtigt, men jeg fik sat tempoet ned i et fornuftigt niveau efter kort tid.
Da jeg nåede ned til søen, begyndte jeg at få ondt i mit venstre skinneben. Det har jeg også haft tidligere, men især de dage hvor jeg har trænet 2 dage i træk, eller jeg har løbet meget ned af bakke. Jeg havde vel ikke løbet mere end 1½ kilometer, da jeg bestemte mig til at droppe turen rundt om søen. Der var ingen grund til at ende op med en skade, for at bevise at jeg kunne løbe turen. Men det føltes nu alligevel som en fiasko. Jeg gik turen hjem igen, og kunne mærke at det blev værre med benet på turen, så jeg tror beslutningen var rigtig. Jeg droppede også mit bowling, så nu kan benet få ro indtil på mandag.

Kategorier
Kræft

Kræft kontrol

I morgen er der igen kontrol af min kræft. Denne gang er det med CT scanning.

Som sædvanlig har jeg været lidt nervøs inden jeg skal derop, også selvom jeg syntes jeg har det ganske fint. Når jeg husker tilbage på sidste gang jeg var til undersøgelse, var jeg også rigtig nervøs for, om der nu var et eller andet i halsen, eller måske noget ved lungerne. Det var træls at jeg ikke var blevet scannet dengang, og jeg syntes der var evigheder til jeg skulle scannes igen, så de kunne se om der var sket noget i mine lymfeknuder ved lungerne.
Men nu er tiden altså kommet til den scanning. Jeg er ikke vildt nervøs længere, men jeg er da lidt spændt på hvad resultatet siger om 14 dages tid. Selve scanningen er der ikke så mange ben i. Jeg skal sikkert drikke en liter kontrastvæske, og så får jeg jo lagt et drop til kontrast under scanningen. Sidste gang jeg blev scannet, mærkede jeg metalsmagen i munden, og der kom også lidt varme, men ikke noget der var specielt ubehageligt. Så det kommer sikkert også til at gå fint i morgen.

Jeg skal møde til scanning klokken 8, så jeg håber at være den første der bliver scannet. Men måske er der kø efter der har været strejket de sidste uger – det må tiden vise…

Kategorier
Motionsløb

Opdateret løbeplan

I går var jeg ude og løbe – ikke den store tur, men en tur hvor vi havde fartholder på, som løb 6:00/km.
Så selvom vi kun løb godt 5 km, kom der så absolut sved på panden. Især op af bakken imod travbanen – pyha den var drøj.
Jeg har egentlig tidligere løbet 6:00/km. men efter min pause i vinter, har jeg haft svært ved at komme op i hastighed igen. Jeg løber normalt omkring 6:20/km. for tiden.

Efter løbet gik vi op i klubhuset, hvor vi snakkede om vores plan om at løbe halvmaraton. Mit udkast var ikke helt ude i skoven, men vi foretog alligevel lidt rettelser. Det ville nemlig ikke være så smart at løbe lange ture kort inden vores max præstation. Så den opdaterede plan er som følger:

7/6 :     12 – 13 km (weekendvagt på arbejde)
21/6:    13 – 14 km
5/7:      14 – 15 km
26/7:    15 – 16 km
9/8:      17 – 18 km
23/8:    18 – 19 km

I morgen starter jeg min egen lille opvarmning til ovenstående plan, med en tur rundt om Brabrandsøen. Den er ca. 11 km lang. Planen er at gennemføre turen omkring samme tid som løbet ved Pøt Mølle, nemlig 1:14:00

Kategorier
Motionsløb

Uha det var varmt!

[singlepic=15,320,240,,left]Jeg har været ude og løbe i dag. Jeg har ellers pjækket fra løb hele ugen, da jeg har haft ferie. Onsdag kom min kammerat på besøg fra Lyngby, så jeg kunne jo heller ikke rigtigt forlade ham alene hjemme. Lad undskyldning, jeg ved det godt!

Men i dag kom jeg altså afsted. Jeg havde taget mine lange løbetights på, og udover en t-shirt også min Århus 1900 løbejakke. Jeg havde egentlig tænkt lidt på at lade jakken blive i bilen, men så manglede jeg en stor lomme til min astmaspray og min bilnøgle. Så jeg endte med at tage den på ud på løbeturen. Jeg så godt at alle de andre stod i korte tights og kortærmede løbetrøjer, men alligevel ændrede jeg ikke taktik. Det skulle jeg have gjort!!!

Jeg løb den gamle rute på 8,6 km ud igennem skoven, og tilbage langs Strandvejen, op forbi Stefanshjemmet, og tilbage til Marselishallen. Jeg havde ikke styr på tiden, for min kollega havde lånt mit puslur. Det er iøvrigt endnu en grund til at jeg ikke har løbet den sidste uge. Det ur er helt genialt for min motivation, så jeg glæder mig til at få det tilbage i næste uge.

Jeg har en plan om at løbe igen på mandag, og så håber jeg, at jeg kan tage mig sammen til en tur rundt om Brabrand søen på onsdag inden bowling. Den tur er 11 km, og helt perfekt til min træning imod de 13 km. i denne måned.

Men fremover bliver det altså med væsentlig mindre tøj – dog nok ikke helt så ekstremt som fyren på billedet *S*

Kategorier
Lidt af hvert

Dobbelt halvstik

Kender du et dobbelt halvstik? Det er ifølge mange mennesker, en af de mest brugte knuder til at fortøje sit fartøj med, og også en af de nemmeste. Sådan var det bare ikke for mig! Det der er så simpelt, så selv et barn på 2 år ville kunne finde ud af det, fandt jeg utroligt svært.[singlepic=14,320,240,web20,right]

Jeg har været til prøve i dag, for at erhverve mig et speedbåds certifikat. Som tidligere nævnt, har min søster og svoger købt sig en stor fin motorbåd, og den vil jeg jo mægtigt gerne med ud og sejle rundt i. Derfor var der ingen vej uden om, at anskaffe os et speedbåds certifikat, som noget af det første. Vi har dog allerede bestemt, at undervisingen ikke skal slutte her, for vi er bestemt ikke uddannet i færdselsreglerne på havet. Men vi kan begå os på et fornuftigt niveau, og så må vi bruge næste efterår og vinter, på at erhverve os et rigtigt duelighedstegn.

Jeg var ret nervøs for at gå op til prøven. Vi havde fået undervisning hele dagen i går, og efter en kort undervisning her i formiddag, tog vi til Juelsminde, for at lære at sejle speedbåd. Eller speedbåd var måske så meget sagt, for der var tale om en jolle, med en 40 HK påhængsmotor, rat og gashåndtag. Men jo, den kunne da godt give lidt gas på vandet. Der var nu ikke så meget at tænke over på det åbne hav, bortset fra at man skulle huske på vigeregler. Men det var i sig selv også noget af en opgave for en landkrabbe som mig. Midt på eftermiddagen kom så vores censor. Jeg var nervøs – meget nervøs. Men heldigvis var den korte teoriprøve hurtigt overstået. De steder hvor jeg måske tøvede lidt med det ønskede svar, fik jeg god hjælp af både censor, samt de andre til prøven. Det var ganske uformelt.  Bagefter var det tid til at vide vores kundskaber i båden, og jeg klarede min MOB (Mand Over Bord) øvelse til kryds og slange. Jeg var vist bare heldig 4 gange i træk. Det lykkedes mig også at undgå at ødelægge kaj og båd, men det §!**+%%!!¤#! dobbelte halvstik – det voldte mig da godtnok problemer. Jeg må have købt noget reb, og have øvet mig på det de næste uger.

Censor lod mig bestå, da jeg efter gentagne forsøg fik lavet et dobbelt halvstik i båden. Så nu er der snart mulighed for at møde min søster og jeg på vandet. Gud nåde trøste os alle….

Kategorier
Motionsløb

½-maraton

Årets mål er, at kunne deltage i en ½-maraton, og naturligvis gennemføre den. Tiden er ikke vigtig for mig – den kan jeg jagte efterfølgende. Men med tiden 1:14:16 til 11 km. løbet ved Pøt Mølle, skal jeg nok ikke gøre mig håb om at komme under 2 timer.
Hvis man kigger på resultatlisten fra 2007, vil jeg nok komme til at ligge ret tæt på bunden, da sidste løber kom ind på 2:25:00

Min plan for at kunne gennemføre et sådan løb, er at opsætte en række delmål igennem året. Det tror jeg er vigtigt, så man ikke bare har et urealistisk mål et stykke ude i fremtiden. På denne måde kan jeg også hjælpe mig selv til at komme videre i min træning, fra måned til måned.Løbere fra Pøt Mølle

Planen er som følger:
11 km. i april
13 km. i maj
15 km. i juni
16 km. i juli
18 km. i august
20 km. i september
21,1 km. den 14 september

Det er ikke planen at kunne løbe distancen ved alle træningsdage, men blot kunne løbe den minimum 1 gang pr. måned.

Kategorier
Lidt af hvert

Just another day at the office

[singlepic=13,320,240,,right]Jeg har købt Elmo til min samling af bamser på kontoret. Jeg havde set ham på www.youtube.com og syntes han var ret genial. Ind imellem foretages er der en del at grine af på kontoret, og andre gange har vi brug for noget for at overleve. Så jeg syntes Elmo var rigtig god til det formål.

En dag slog tanken mig så, at det måtte da være muligt at lave “The live Elmo show”, og så var der ikke langt fra tanke til handling. Bente havde tidligere købt en rød “Long John” til hendes mand, og den fik jeg lov at låne til mit show sammen med Elmo. Det havde vi ret meget sjov ud af den aften. Nu kan du også se Elmo og jeg i vores show “Just another day at the office”…

just-another-day

Kategorier
Lidt af hvert

Afløbsrens

[singlepic=12,140,80,,right]Jeg troede egentligt at afløbsrens var til at rense afløb. Når man læser på brugsanvisningen, skal der blot hældes ½ liter i afløbet, og så skal det stå noget tid, inden der skylles godt igennem.
Da det havde stået nogle timer i afløbet i min køkkenvask i går, prøvede jeg at skylle igennem med varmt vand. Men ak, det endte blot nede i min opvaskemaskine istedet. Det var komplet umuligt at få noget ud igennem afløbet, så der var ingen vej udenom – i dag måtte jeg hjem og skille det ad, for at finde ud af hvor det gik galt. Jeg var noget nervøs for at møde en rotte da jeg trak gummihandskerne på, men det skulle vise sig, at det “blot” var en stor ulækker fedtprop i starten af mit afløb. Gad vide hvor alt det fedt kommer fra?

Da jeg havde fået det samlet igen, begyndte det at klø over det hele. Først på armene, så på benene, og jeg begyndte at få røde knopper i hovedet. Jeg går ud fra at det er mine lyserøde gummihandsker jeg ikke kan tåle. Pokkers, for jeg var faktisk ret sexet med dem på *FNIS*
Nå, jeg må nøjes med mine andre lyster, og så droppe latex for fremtiden.

Jeg har fået opdateret min side nu, så man kan se andre bloggers seneste opdaterede sider her på min side.
Se mere på http://bentschierff.dk/?page_id=21 eller klik på “Andre blogs” i menulinien. Mangler jeg din blog, så send mig gerne et link til dit RSS Feed!

Kategorier
Lidt af hvert

Dagens tanker

[singlepic=11,320,240,web20,left]Jeg er træt! Egentlig sært, for jeg tror snart at jeg har drukket 8 kopper kaffe i dag. Det er meget – jeg ved det godt. Jeg burde drikke noget mere vand istedet. Men min kollega NC, spørger hele tiden om jeg vil have en kop med, og så var det jo synd og skam at svare nej.
I morgen skal vi også have kaffe. Vi har døbt dagen “International Irish Coffee day”. NC sørger for whisky, og jeg skal sørge for farin og flødeskum. Det bliver herligt at slutte arbejdsugen af med sådan en gang kaffe.

I weekenden står den på undervisning. Jeg skal tage speedbåds certifikat, så jeg kan komme med min søster og svoger ud og sejle. De har købt den fede motorbåd , så jeg regner med at vi skal ud og stå lidt på vandski her til sommer. Jeg er dog endnu ikke begyndt at læse på det, så jeg må hellere snart komme i gang med at finde ud af hvad styrbord og bagbord betyder. Bagbordet er vel der hvor man spiser, og styrbordet er vel der hvor man styrer? Hvor svært kan det være…

Nåja, så har jeg ferie i næste uge. Det bliver rart. Jeg har været ved at vide hovedet af et par af mine brugere i dag, så det er vist ved at være tid til ferie. Heldigvis har jeg også haft et par brugere som har takket for fin service, så jeg tager det i strakt arm. Men nu skal jeg snart hjem og have en eftermiddagslur…

 

Kategorier
Bowling

Dagens bowlingtræning

Jeg har været nede og bowle her til aften. Det er ellers ikke blevet til meget i år, for dels har jeg været skadet efter skiferien, og dels har jeg haft en masse vagter, der lå lige på det tidspunkt hvor vi bowler. Jeg var dog med til Firma DM, hvor jeg fik en flot 6. plads i min klasse. Jeg lavede faktisk mit bedste resultat der i flere år, så jeg toppede på det rigtige tidspunkt.

I dag gik det nu heller ikke så tosset. Jeg spillede 3 serier, og de endte på 192, 150 og 168. Det kan nok trække mit snit på 142 lidt op igen. Såvidt jeg lige kan regne ud, burde jeg ende omkring 146. Det ligner mit snit fra 2007, så det er vel ikke så tosset.

Der er kun 3 gange træning tilbage i år, så jeg vil gøre hvad der er muligt, for at være med til alle 3.