Vi havde i flere uger snakket om, at det nok skulle være snart vi skulle ud. Men vandtemperaturer omkring frysepunktet, havde skræmt os alle.
I dag var der dog lovet 13 grader i luften, og så skulle det være. Henrik kom efter frokostpausen, og vi kunne relativt hurtigt blive enige om, at det var meget bedre at tage ud og surfe, end at sidde og surmule på kontoret. Så afsted det gik klokken 14 fra Århus.
Jeg havde pakket flere sæt tøj – jeg skulle være sikker på at jeg kun kom til at fryse lidt. Mine tanker gik på, at jeg nok havde glemt alt om hvordan man gjorde, og ville komme til at ligge længe i vandet, i forsøget på at få styr på kiten.
Vel ankommet skulle der klædes om. Inderst et sæt skiundertøj, og en ekstra t-shirt. Så fleece bamsedragten, og et par ekstra tykke sokker. Tørdragten yderst, og med hætten og neoprenstøvler på, var jeg ved at have varmen.
Vest og hjelm kom også på, inden jeg skulle igang med handskerne… her havde vi været så heldige at få 2 højrehånds handsker med.
Nu var gode dyr rådne, men heldigvis havde Henrik et sæt luffer, med hul i håndfladen! Jeg var ikke så vild med det, men nu var det hele sat an, og så måtte jeg leve med kolde fingre.
Op kom kiten, og i vandet med mig. Men hov – det var jo slet ikke koldt !! Min frygt om at jeg ville fryse ihjel på 5 minutter kunne jeg pakke væk igen. Ikke engang hullet i handsken generede mig – og da jeg efter ½ times surf skulle have en lille pause, havde jeg faktisk varmere hænder end Rita.
En fed start på kite sæsonen 2011 – jeg glæder mig til de næste gange. Vi ses på vandet.
[nggallery id=22]