I onsdags fik jeg endelig taget mig sammen til at løbe igen. Det var dejligt at komme ud, men desværre var der ikke så mange af mine løbevenner. Lars havde dog kørt som en gal hjem fra Nordjylland for at nå det, og havde i den forbindelse fået en fartbøde på 1000,-
Det kunne han dog godt have sparet sig, for allerede under opvarmningen måtte han udgå, da han snublede over en trærod. Synd for ham.
Jeg fortsatte dog, og efter 15 minutters opvarmning var det tid til lidt hastighedsløb. Vi løb intervalløb på en kort strækning ved stadion. Vi skulle løbe tempo i 2 minutter, og så gå 1 minut. Det skulle vi gøre 8 gange, og så var vi færdige. Den sidste omgang tempoløb blev dog ret langsom for mit vedkommende.
På de sidste omgange syntes jeg, at jeg begyndte at få ondt i brystet. Det gav en klemmende fornemmelse ved hjertet, og straks faldt mine tanker jo på de foldboldspillere som pludselig falder døde om på banen. Det gik da over igen, men siden har tanken alligevel naget mig. Kunne der alligevel være noget om, at mit hjerte var for stort? Jeg blev jo scannet dengang jeg havde kræft og var indlagt med lungebetændelse, og den ene læge syntes dengang at det var ret stort, men hjertespecialisterne meldte at det var helt fint. Jeg besluttede mig til at skrive til min læge, og lufte min bekymring. Jeg føler mig som verdens største hypokonder når jeg skriver til ham, men omvendt ved jeg jo også godt, at man SKAL kontakte sin læge hvis man mener der er noget galt. Samtidig skrev jeg til ham, om der var noget ekstra jeg kunne gøre for min ryg. Han ville rekvirere de seneste scanningsbilleder, og så vurdere derudfra om vi kunne gøre noget. Samtidig ville han anbefale at jeg endnu engang fik scannet mit hjerte, om ikke andet så for at jeg kunne blive beroliget.