Jeg drømte mig en drøm i nat. Heldigvis for det, for det betyder jo så at jeg har sovet. Drømmen kom dog først i de sidste timer af natten, efter jeg havde været vågen fra klokken 4 til 5.
Jeg husker ikke præcist hvordan drømmen startede, men jeg kom ihvertfald op i min gamle lejlighed i Grønnegade. Da jeg kom op til hoveddøren, stod den åben. Jeg må have fornemmet at der var noget galt. Jeg gik ind og kaldte på Møffe. Døren ind til stuen var lukket, og selvom jeg var nervøs, gik jeg hen og åbnede den for at se ind. Der var ingen i stuen, men der var temlig rodet. Døren ud til badeværelset stod på klem, og jeg havde på fornemmelsen, at der stod en person bag bruseforhænget. Jeg fandt en stor mingvase i stuen, og gik ud og kastede den i hovedet på vedkommende. I samme øjeblik blev der skudt efter mig, og jeg løb ud af lejligheden, og styrtede ned af trapperne. Jeg løb over karreen, og igennem en port til den næste gade, hvor jeg gemte mig. Fra mit skjul kunne jeg se banditterne komme ned, og køre væk i en Fiat Punto. Jeg gik omkring karreen, og kom forbi en masse cafeér, hvor folk sad og hyggede sig med drinks og musik. Jeg forstod det ikke, når der nu var banditter i området, som kun ville os det ondt. Jeg kom forbi en smadret dør, og udenfor stod et par som var i gang med at ringe til politiet. De var også blevet udsat for tyveri. Jeg fortsatte min tur tilbage til min bil i gården i Grønnegade, og på vejen kom jeg forbi flere der var blevet slået, eller bestjålet. Jeg ringede også til politiet, men de sagde blot at de allerede var i området. Jeg kunne dog ikke se en betjent nogle steder, på trods af de mange ulykker. Da jeg kom op til gården, var den helt tom for biler. Banditterne havde stjålet dem alle sammen. Jeg fandt min nøgle frem, og trykkede på låse knappen. En bil blinkede længere oppe af gaden, jeg løb derop, men blot for at finde ud af, at det ikke var min bil. Jeg gik derefter forvildet rundt, og trykkede på nøglen, i håb om at finde bilen et sted, men den var helt væk.
Jeg husker ikke hvordan, men pludselig lykkedes det mig at få fat i en af banditterne. Han var en høj ranglet fyr, men selvom han var større end mig, lykkedes det mig i min vrede tilstand, at få ham ned at ligge i gården. Jeg var så vred på ham, og det fik jeg fortalt ham, så han kunne forstå det. Da politiet endelig kom og overtog, listede jeg mig også til at nive ham og sparke ham. Han skulle lære at det var så absolut forbud at gøre folk så ondt. Og han havde gjort både mig og mine venner ondt. Herefter vågnede jeg.
Jeg har mistet min gode kollega Niels Christian. Han døde uden at jeg kunne gøre noget ved det i fredags efter vores julefrokost. Men hvor ville jeg dog ønske at jeg kunne have gjort et eller andet. Nu har jeg kun smerten og sorgen….