Søndag fik jeg at vide at han var død. Det var uvirkeligt, jeg havde jo lige været sammen med ham til fest, og nu skulle jeg også snart ind og se hans lille baby. Jeg kunne ikke forstå det. Der måtte være tale om en fejl. Han ville da aldrig gå på skinnerne – det var han alligevel for klog til.
Søndag aften græd jeg. Det begyndte allerede på vejen hjem fra min storebrors fødselsdag. Jeg husker ikke hvem jeg snakkede med. Jeg forsøgte stadig at fatte det. Men jeg fattede det ikke.
Mandag morgen var grim. Jeg havde ikke rigtigt sovet. Jeg havde nogle frygtelige billeder i hovedet af, hvordan man ville se ud hvis man havde været i ulykken. Jeg græd da jeg vågnede. Jeg håbede stadig at det var en fejl, og jeg ville møde ham på kontoret. Jeg tog et bloklys med ud. Det var hvidt – sådan skulle det være, for sådan var han. Han så altid lyst på tilværelsen, også når den gik ham imod.
Dorthe var på kontoret. Jeg ænsede hende næsten ikke for min egen sorg. Hun var selvfølgelig også knust, og jeg fik givet hende et kram, og så brød jeg sammen igen. Vi gik sammen op på kontoret, og Bente sad på hendes plads over for ham. Men han var der ikke. Vi fik snakket og tudet, og så begyndte folk at snakke arbejde. Det kunne jeg ikke rigtigt. Men sådan reagerer man jo forskelligt. Jeg ville kun tænke på ham og hans familie – intet andet var vigtigt for mig.
Tirsdag var det lidt nemmere. Jeg græd stadig da jeg vågnede, men jeg havde i det mindste sovet et par timer. Men i drømmende var han også med. Ganske vist ikke som ham selv, men i skikkelse af andre, som gjorde dumme ting. Hvor ville jeg dog ønske at jeg kunne forhindre folk i at gøre så dumme ting. Jeg tændte hans lys da jeg kom. Jeg ville ønske at det kunne brænde evigt, men vi er nødt til at puste det ud når vi går hjem. Jeg fik bestilt tid til psykolog på fredag. Jeg ved at det er godt for mig. Det er ikke nok at skrive her.
Jeg fik ondt i halsen. Jeg slog den hen med at det nok var fordi jeg havde grædt så meget, men natten til onsdag blev det værre. Onsdag morgen havde jeg feber, ondt i halsen, og snottet. Jeg ved ikke om det er fordi jeg græder snot, eller om jeg rent faktisk er snottet også. Det er nok en fin kombination. Jeg savner ham så frygteligt. Gitte skrev om jeg havde nogen at være sammen med, men jeg svarede at jeg klarede mig fint alene. Det har jeg jo gjort i flere år. Men det er svært at sidde her og intet kunne gøre. Jeg kan heller ikke gøre noget på kontoret, men alligevel føler jeg at jeg gør mindre herhjemme. Jeg tager nok ud og drikker en kop te lidt senere. Så må feber være feber….