Nu nærmer sig tiden, hvor jeg igen skal til kontrol med kræften. Det kom lige pludselig tæt på, da jeg ringede til en god ven, som fortalte at hendes far var hårdt angrebet af kræft. Jeg forstår altså ikke de mænd som ikke går til lægen så snart de møder nogle symptomer de ikke kan forklare. At gå med sygdoms symptomer i flere år, inden man tager sig sammen og får det undersøgt – det er altså ikke godt nok!
Den anden grøft er naturligvis heller ikke så god, og det er nok her jeg ligger. Så snart jeg mærker et eller andet sært i kroppen, så går der ikke mange dage inden jeg hænger i røret hos min læge. Jeg har dog gjort ham opmærksom på, at der er lidt hypokonder over mig, men den slags mennesker bliver jo også syge ind imellem.
Jeg tænker meget på min ven, som nu både har en syg mor og en syg far. Det er jo også enormt hårdt for de pårørende, når denne sygdom kommer ind på livet af en. Men så er det vigtigt at bakke op, og være der når vennerne har brug for det. Så det gør jeg så godt som jeg kan.
Jeg har nu fået afklaret, at jeg skal til Litauen igen. Fra september skal jeg derover og lære næste hold op. Det tager 2 måneder, og så skulle den sag være klaret. Jeg glæder mig til at kommme over og hilse på dem igen, og jeg ser frem til opgaven. Jeg glæder mig dog også over at der denne gang er flere hjemrejser, så jeg kan hygge mig lidt hjemme også.