Kategorier
Lidt af hvert

Jeg har købt 5-7 leveår!

Købt 5-7 leveår?? Hvor handles sådan nogle?

Ja, det lyder mærkeligt, men lidt hovedregning siger mig, at jeg har fået små 60 dage mere ud af livet om året. Og hvordan er det så gået til??

Det hele startede med et ganske almindeligt eftersyn hos min tandlæge. Vi gennemgik det samme som vi plejer….

“Du husker vel at bruge tandtråd?”
“Nej, og du behøves ikke at spørge igen, jeg kommer ikke til det!”
“Du kan jo ende med at få paradentose, og det er ikke godt, bla, bla bla….”

Efter en grundig gennemgang af tænderne, måtte hun jo til sin store skuffelse, erkende at der ikke var et hul at komme efter. Øv for hende tænkte jeg.
Så kastede hun sig ellers over tandrensning, og det må jeg jo indrømme at hun er god til. Til sidst kunne hun alligevel ikke nære sig….

“Det ser altså lidt underligt ud med den kindtand du har her, er det okay at jeg lige tage et lille røntgenbillede af den?”
“Jojo, gør du da bare det”; tænkte jeg, imens jeg begyndte hovedregningen på hvad billeder med mere kunne rende op i.
Billedet blev fremkaldt, og hevet op på den store skærm. Hun kiggede grundigt på det, og hev mig hen til skærmen….

“Kan du se den der skygge af en rund kugle der i bunden af tanden”; spurgte hun mig, imens hun pegede der hvor der skulle være en skygge.
Men nej, jeg kunne ikke se en pind, udover en grå masse, og noget der måtte være billedet af min tand.
Jeg har aldrig helt fattet de der røntgen og scanningsbilleder, som ligeså vel kunne forestille et diset hav, som en smuk skabning der var på vej ud i livet.

“Jeg bliver nok lige nødt til at vende den med tandlægen, og så ringer jeg til dig når jeg har snakket med ham”; sagde hun venligt.
Jeg vidste godt hvad det betød når hun var så venlig lige at vende noget med tandlægen – det bliver dyrt tænkte jeg. Godt der er feriepenge på vej – så er der da et hul de kan proppes i her.

Og ja, ganske rigtigt ringede hun tilbage dagen efter. De mente bestemt at jeg havde en betændelse i roden af den tand, som i øvrigt allerede var blevet rodbehandlet en gang tidligere. Så de var altså nødt til at lave denne rodbehandling om.
Jeg måtte da også være meget træt mente hun, idet mit immunforsvar jo hele tiden skulle arbejde på denne betændelse.
“Tjoo, jeg er da godt nok træt”; svarede jeg, uden rigtigt at kunne tro at lidt betændelse skulle have noget med den sag at gøre. Jeg har jo altid haft et godt sovehjerte som min mor siger.
Til mit spørgsmål om hvad sådan en oplevelse skulle koste mig, var svaret at det lå i omegnen af 5-6000,-
Farvel hyggeture med campingvognen, tænkte jeg, og takkede naturligvis ja til at indlede den behandling. Første omgang ville vare 2 timer!!

Jeg har som sådan ikke skræk for tandlæger, men jeg har været meget glad for lattergas når jeg skulle have noget lavet. Det gjorde ligesom det hele meget sjovere.
Men nu er min gamle tandlæge gået på efterløn, og den nye skal overholde alle mulige sære regler om udluftning og den slags. Så det er der ikke noget af der. Da jeg for noget tid siden fik trukket et par visdomstænder ud samme sted, fik jeg en fin lille pille, som skulle få mig til at slappe af, men da jeg ikke syntes den havde nogen effekt, tog jeg det denne gang i stiv arm, og nøjes med bedøvelsen.

I 2 stive timer lå jeg så og fik boret med små bor, med store bor, med hurtige bor, med langsomme bor. Og de satte dimser i tanden, og skyllede en masse, og jeg ved ikke hvad. Men til min overraskelse var der faktisk slet ingen smerte eller ubehag forbundet med det. Jeg havde taget hovedtelefoner med, og lå blot og nød formiddag på P4 imens.

Til sidst var jeg færdig, og der resterede kun at betale de godt 5000,- for første omgang. Jeg skulle så lige have en tid mere, så de kunne bygge tanden op igen.

Jeg kom hjem, og jeg var trods alt lidt ør efter de 2 timer i stolen. Så som sædvanligt, gik jeg kold i sofaen om eftermiddagen, og tog en stille lur, imens ungerne larmede omkring mig, og Rita var lettere irriteret over min manglende deltagelse.

Men dagen efter skete miraklet!!
Jeg lagde nok egentlig ikke mærke til den første dag, men nok først i løbet af weekenden. Normalt går jeg kold ved 19-20 tiden om aftenen, men det skete pludselig ikke mere. Sådan lige fra den ene dag til den anden, var jeg ikke længere konstant træt.
Hvor jeg i weekenden ofte havde brug for en middagslur, kunne jeg nu uden problemer køre hele dagen igennem, med en masse opgaver. Og da vi nåede aftentid, var der masser af energi til at gøre rent, rydde op, putte unger, og efterfølgende hygge uden at sove på sofaen.

Sådan har det nu varet i 5 dage, og da jeg i dag snakkede med tandlægen, og fortalte ham om min historie, mente han at min nye vågne tilstand ville vare ved, og at min træthed med stor sandsynlighed skyldes at der var betændelse her bag en kindtand, som lå i et blodkar, og at mit immunsystem havde været på overarbejde i mange år.

Sådan i løse tal har jeg nu et vågent døgn mere pr. uge!
Det er helt vildt – jeg er så glad for det og for min tandplejer og tandlæge, som jo så slet ikke bare tænkte på profit, men fandt ind til noget der i så væsentligt grad har forandret mit liv. Til hest med at det kostede et par tusinde kroner – jeg har fået så meget mere ud af livet.

Min aller største anbefaling til Per Skov  & Anita Ørgaard Østerby hos http://www.clemenstand.dk/

 

 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *